Vandet fra Vang Vandværk testes en gang om året.
Testresultatet er offentligt tilgængeligt i den nationale database hos GEUS.
klik her: Link til GEUS rapport for Vang Vandværk
Dit drikkevand er godt
Som lovkrav til vandkvaliteten i Danmark er der tre grundlæggende krav til drikkevandet:
Det skal være klart, friskt og rent!
Vandet er klart, fordi vandværket filtrerer det
Vandet er friskt, når det har en temperatur på cirka 12 grader. Når vandet kommer fra undergrunden er det 8-9 grader. Ledningsnettet er gravet ned i jorden for at sikre, at temperaturen ikke stiger yderligere.
Vandet er rent, fordi vandværket gennem aftaler med naboerne til vandboringerne beskytter vores grundvand, så vi trygt kan drikke vandet fra vandhanen.
Sådan kontrolleres dit drikkevand
Det er Bornholms Regionskommune som bestemmer, hvem der skal teste vores vand og hvor ofte der skal udtages vandprøver. Det er Miljøstyrelsen som stiller krav til, hvilke stoffer der skal analyseres for og hvor tit det skal ske.
Prøverne tages og analyseres af et godkendt laboratorium, så vandværket har garanti for, at analyseresultaterne er objektive. Kvalitetskontrollen sker efter retningslinjer fra Miljøstyrelsen.
Hvad analyseres der for?
Der analyseres for stoffer, som findes naturligt i grundvandet, og som i større eller mindre grad fjernes på vandværket. Derudover undersøger vi for bakterier og miljøfremmede stoffer (for eksempel giftrester, olie, tungmetaller), der kan vise om vandet er forurenet.
Øvrige forhold omkring vandkvalitet
Vang Vandværk overholder de gældende grænseværdier – endda med ganske fine tal.
Hvis der viser sig problemer med kvaliteten af drikkevandet, vil du straks få besked fra os. Vi giver besked, som det er kutyme for danske offentlige og private vandværker. Nemlig gennem lokal presse (avis, radio, lokal tv) samt efter behov i samarbejde med politiet og andre myndigheder.
Husk at et blandingsbatteri blander dit varme vand med det friske kolde vand. Varmtvandsbeholdere har visse temperaturkrav der anbefales. Der kan under uheldige omstændigheder være bakterier i det varme vand. Lad derfor det kolde vand løbe lidt hvis du bruger blandingsbatteri.
Blandingsbatterier kan også afgive metaller eller andet. Køb et kvalitetsbatteri der er mærket med dansk standard mærke. Lad alligevel vandet løbe nok til at det vand der har stået i blandingsbatteriet ikke er det du drikker!
